Tre unikke årgange hos Graham’s: Single Harvest 1961, 1974 og 1997.
1961
Denne enestående gamle Single Harvest Tawny Port blev primært lavet af druer dyrket på Quinta dos Malvedos. Efter dens første vinter blev den ført til Graham’s Lodge i Vila Nova de Gaia, hvor havets modererende indflydelse skaber ideelle betingelser for langsigtet lagring. Resultatet er en portvin med ekstraordinær kompleksitet og dybde.
Portvinen er dyb orange-brun med aromaer af marcipan og demerara-sukker, suppleret med et strejf af honning og spor af eukalyptus. Den komplekse og cremede smag afslører fint teksturerede noter af blød karamel og sirup med et modspil af citrus- og abrikoskonserves og finpolerede tanniner. Selvom portvinen er overdådig og koncentreret, er der stadig en ganske bemærkelsesværdig friskhed, der holder alt i balance. En portvin med alder, elegance og raffinement.
Vi anbefaler, at portvinen serveres let afkølet for at nyde den bedst muligt. Når vinen er åbnet, holder den sig i god stand i op til otte uger.
Anmeldelser
96/100 – James Molesworth, Wine Spectator
1974
Portvinsproducenterne stod over for høst i 1974 med en vis ængstelse på grund af det uberegnelige politiske, sociale og økonomiske klima i Portugal. Deres frygt var dog stort set ubegrundet, som Michael Symington beskrev det i sine høstnotater, dateret oktober 1974: ‘her har alt været meget fredeligt’. Han rapporterede også om en af de fineste årgange i de senere år med ordene ‘den samlede portvinsårgang fra 1974 skal vise sig at være en af de bedste i mange år.’
Og han fik ret. Den komplekse aroma afslører sultana-rosiner, kvæde-konserves og en kombination af små karamel-, vanilje- og ingefærnoter. Silkeblød og nærmest sensuel på tungen med et pift af bløde, prikkende tanniner, som fortsætter med at understøtte portvinens struktur og vitalitet. Den lange finish giver reminiscenser af peber, krydderier, teblade og timian.
Vi anbefaler, at portvinen serveres let afkølet for at nyde den bedst muligt. Når vinen er åbnet, holder den sig i god stand i op til otte uger.
1997
På tidspunktet for 1997-høsten gik Graham’s nuværende Head Wine Maker, Charles Symington, i lære hos sin far, Peter. Årgangen gav fremragende vine, og Peter valgte nogle af de fineste til forlænget lagring på træfade. Over 25 år senere har Charles udvalgt de resterende fade til begrænset aftapning.
Portvinen leverer varen med dejlige aromaer af marmelade med spor af vanilje, blød karamel og strejf af honning og rosiner. Lette noter af røde frugter bliver afrundet af fadlagringen, men de er stadig friske og vitale med en underliggende syre, som giver vinen balance. Imponerende lang eftersmag med en subtil kombination af valnødder, te og tobak.