Navnet på landsbyen Chambolle er sandsynligvis afledt af den keltiske “cambola”, der betyder “frugtbar jord nær en å” eller “jord af god kvalitet”. Området var da også allerede i antikken kendt for sine vinmarker, og blev i middelalderen dyrket af munke. Joseph Drouhin ejer flere parceller i denne appellation.
Om Maison Joseph Drouhin
Drouhin – det autentiske Bourgogne. Hos Maison Joseph Drouhin er man meget bevidste om at tage vare på det miljø, der omgiver vinstokkene. Man undgår helst at sprøjte mere end højst nødvendigt, men foretrækker at luge mellem stokkene. Der anvendes i høj grad organisk gødning til at nære og biologiske midler til at forsvare vinstokkene med.
Fremtiden er hele tiden i fokus ud fra familiens overbevisende filosofi om at der også skal være noget til næste generation. Faktisk er man allerede på nuværende tidspunkt så langt i processen, at husets Chablis-vine udelukkende dyrkes på økologisk vis, så det nu kun er i Bourgogne, man stadig må hjælpes lidt på vej af nutidens hjælpemidler.
Maison Joseph Drouhin er ikke kun vinproducent men også négociant, hvilket betyder, at man opkøber druer fra nøje udvalgte vinbønder for selv at vinificere den pågældende vin, så den kan leve op til den høje standard, huset forlanger.
Hovedsædet, der er beliggende i Beaunes gamle bydel, har lange dybe gange og kældre, der som et underjordisk edderkoppespind ligger under gader og stræder. Det er i disse underjordiske kældre, at alle vinene lagres, før de frigives til glæde for de mange elskere af klassisk Bourgogne.